Du er noget.Bum.

Slag på tasken bruger jeg nok ca. 20% af min tid på banegårde, rutebilstationer, i busser eller tog. Aka jeg rejser rigtig meget med offentlig transport. Rigtig rigtig meget. 

Jeg er hende der altid har en halvstor rygsæk på ryggen, med kaffe, madpakke, deo, vand, bøger, arbejde, computer osv. osv. fordi jeg ved, der er overhængende fare for jeg en dag må flytte permanent postadresse til et af DSB's vogen og derfor ligeså godt kan være forberedt....some day.

Det er ikke nogen hemmelighed at 'Stationen' også er hjemsted for rigtig mange specielle personligheder, samlet under ét duelortbefængt tag. Og det høster ofte en række meget specielle indtryk og oplevelser - ikke altid lige spændende eller ønskværdige, men om ikke andet, aldrig kedeligt!

I går stødte jeg på en af de mere hyggelige personaer på stationen i Randers. En fyr med sort hat, lilla halstørklæde og trenchcoate, der gik stille og roligt rundt om sin sorte kuffert og gav en lille live Country koncert for fulde blæs til hele parronen.

Nu har jeg en forkærlighed for lidt anderledes mennesker, og kan slet ikke lade være med at trække på smilenbåndet når jeg støder ind i sådan et scenarie - desuden havde han en varm stemme der slet ikke lød skidt - så jeg nyder for det meste at der indimellem kommer sådan et frisk pust af krydderi, i en triviel hverdagdssituation.  Men bedst som jeg satte mig på bænken inde i den vindtætte glaskabine, kom der to kvinder og en mand og stillede sig ved siden af mig. 

Der gik ikke længe, før deres først tilbageholdte latter, begyndte at brede sig i kabinen, og kommentarer som "Jo jo, sikke en "sangfugl" tøhø" og "Hahaha, ja han skal sgu nok til audition på det nye X-Factor" begyndte at fylde kabinen. Hånende, spottende, bedrevidende kommentarer, der forurenede min luft og gjorde mig inderligt rødglødende bitter.

I stedet for at læne sig tilbage, lytte og nyde at der stadig er mennesker her i landet der er ligeglad med tid og rum, og bare kan bryde ud i (rent faktisk dejlig!) sang midt på en togstationen i Randers på en grå tirsdag aften, så gav de sig til at pille det ned.

For du skal ikke tro du er noget. Du er ikke bedre end andre. Du har ingen større værdi end andre og skal hverken forvente at bliver værdsat, påskønnet eller gjort til mere end andre.

Nej hvad bilder du dig egentlig ind overhovedet at tro du kan tillade sig at gøre noget, andre ikke gør, at gøre opmærksom på dig selv overhovedet eller tænke høje tanker i nogen som helst grad om dig selv. Du er ingenting. 

Hvad i hele hule helved er det for en omgang deprimerende, mavesur pis?!

Jamen det er Janteloven.

En kvalm, tam og bitter indstilling, det danske land, i hvad der må beskrives som harm og begrædeligt lav selvværd, har adopteret og dyrker i stor stil. Og det gør mig klosterfuck-smække-med-døren-råbe-høj-edderspændt-rasende at vi ikke bare kan nosse os lidt sammen, have lidt tiltro til hinanden og os selv, og have så brede skuldre at vi kan bære at andre faktisk har evner. Så får vi nu nok også øjnene op for vores egne, for så er der hjerterum og skulderplads til det.

Man piller folk ned. Man ødelægger folk. Man smadrer deres selvtillid og efterlader dem hule, bange og som skygger af sig selv.  For tror man ikke selv på man er noget, så er der ikke nogen som gør. 

Ydmyghed er en dyd, men derfor er der intet af vejen for at tro. Tro på du er noget. For så er du noget.

Så står du på stationen, høre en lille sangfugl eller ser et farverigt menneske, så gør mig den tjeneste lige at stoppe op, find lidt plads på dine skuldre og værdsæt at verden endnu ikke er blevet pillet hel ned og reduceret til trivielle grå tirsdage.

Hvad nu hvis....

Nogle dage ønsker man sig bare, at der sker noget nyt. Noget uventet. Bare sådan…  et lille twist!

 Min verden er egentlig fuld af overraskelser. Men visse dele af den er traditionel, fastlagt og monoton. Og indimellem, når man står der midt i det, kommer man til at tænke…. Sådan bare lade tankere vandre, vende øjnene mod det indre blik og blive lidt loose. You know. Måske lidt fjollet. Bare tænke…

”Hvad nu hvis…?”

Ja hvad nu, hvis alt ikke var som det plejede, og det hele tog en uventet drejning….  Når man står der, stiv frossen i starten februar på Kastellet i København, som parade soldat, i en efterhånden noget sammenbidt retstilling, uden blod i tæerne, med det meste af det danske forsvar, stående på snor lige, næsten kvalmende ens rækker på hver sin side, i gang med at modtage højlydte hysteriske kommandoer under forberedelserne til majestætsmodtagelsen. 

Ja, hvad nu hvis…. Ham der den rødmossede gut i den grønne uniform, der står og råber spytregnende kommandoer i min retning, nu havde glemt at lyne sine bukser... Nej det er jo næsten for nemt. Hvad nu hvis han var nøgen? Fuldkommen splitter ravende Hans Jørgen – med undtagelse af støvlerne og baretten selvfølgelig -  med kronjuvelerne fremme, vommen til frit skue og... Så er vi vist med.  Ikke videre indbydende, men pludselig ikke så skide autoritær. Så kunne han godt stikke sine stje… Ehrm. Glem det sidste.

Men…. hvad nu hvis musikkorpset, for en gangs skyld lige fik et momentalt kreativt boost, droppede de traditionelle parade serenader, og sprang ud i noget med lidt kulør.. Lady Gaga fx . Born This Way… Eller Pokerface. Og at forsvaret, i stedet for at lære os stive rekrutter en tør omgang geværeksercits, fik lidt underholdningsværdi, og indkaldte Vicki Jo som instruktør på en helt ny form for dance-eksercits. Støbte en koreografi sammen som vi 100 soldater kunne stå og fyrre af, til musikkorpsets smækre toner, når dronningen gør sin entre. Og sikke en entre!

Hende komme svævende ind over fliserne, gennem en knivskarp sabel espalier, for derefter at bryde ud i en royal solodans, med et Mad Hatter inspireret touch, mens de høje herre med medaljerne, der er fine nok til at have sit eget gelled, lægger flerstemmigt kor til og skiftes til at gribe dronningen når hun springer ud i en Madonna koreografi, like a virgin touched for the very first time…!

 Så skulle der selvfølgelig lige være et breake i midten, hvor dronningen holder en flot tale fra en kongestol staben lavede, med spot fra begge sider, kun akkompagneret af lidt stemningsmusik fra orkesteret og måske lige en lille trommehvirvel til sidst inden hun bryder ud i sin længe ventet, lands berygtet soloouttro der afrundes med kærlige hilsner til søens folk. 

Som kronen på værket, vil hele Kastellet skifte over til en Grease-inspireret gospel tilstand, hvor alle klapper, synger og har det dejligt. Samtlige Vild med Dans dommerne ville selvfølgelig være kaldet ind, placeret under en lille pavillon, hvor de kan sidde og rocker med, komme med kommentarer til TV2, der dækker hele scenariet og vifter med deres 10taller af begejstring over et brag af en royal parade. Blackmann, der selvfølgelig også spæder til fra sydsiden, med spotten glinsende i hans spejlblanke isse, springer ud i en tango med dronningen. Han starter med at føre og så tager hun over… Svinger ham ud af rampelyset – majestæten deler ikke. 

Alt når et klimaks, dronningen danser, staben synger, orkestret spiller, søerne omkring kastellet skvulper og alt slutter af med et episke femstemmigt HALLELUJAH og dronningens voluminøse røst der udbryder ”Gud bevare Danmark – rock my world bi*****!”. Sikke en fest!

Ja sikke en fest… En forfriskende tanke. Og selvom det aldrig ville ske, så gør det nu alligevel lidt glad. Også selvom man må nøjes med en vippende storetå og et diskret smørret grin. 

***

...Det da Jazz!

[Blogindlæg til "Globalisering". Blog projekt om globalisering"]
Globalisering ÆKF12

Når jeg frisk spørger, om folket vil med til Søndags Jazz på Cockney Pub, bliver jeg som regel mødt med blandede miner. Pludselig ændres mimikken til en tvivlende grimasse og en forsigtig mumlen kommer som svar; ”Tjooh. Øh, men hvad er det for noget?”…
 
Jamen siger det ikke sig selv? Det er da New Orleans inspireret jazz fremført af The Bordello Bedwarmers, der, anført af den langskæggede, hatteklædte Mr. Owen’s labre trombone og Andersens rungende kontrabas, jammer publikum tilbage til en stemning, der kun kan findes lige i Jazzens Mekka! Det da Jazz! Jazz, du ved…

Men det ved du måske ikke. For det siger ikke sig selv. Og i takt med jeg fik spurgt flere og flere, fik jeg også forskellige historier, om hvordan folk oplevede jazz. 

En havde været til tyrkisk jazz, og haft en forventning om nogle kendte toner, spicet lidt op med lidt kulturelle twist fra mellemøsten… Men måtte konstatere at det arrangement hun var kommet til, så absolut ikke havde noget med jazz, som hun kendte det, af gøre, men nærmere hvad der måtte betegnes som tyrkist folkemusik – og de lokale tyrkerer festede den aften, som var det et sådan arrangement! 

Det var i hvert fald ikke sådan jeg forestillede mig jazz! Men det gjorde mig nysgerrig, og trods min frygt for at spoleret min store kærlighed til musikken, fik det mig til at spekulere på, hvordan jazz lyder andre steder. Ja hvordan mon jazz lyder i…. Cairo?
 
For at få min nysgerrighed stillet, ringede jeg til min gode ven Sidney (der tilfældigvis er halvt Egypter…) og spurgte ham hvordan et jazzarrangement ville lyde i hans andet hjemland: Ville der være sand i saxofonen, dadler i bassen og hele bandet spille på kamelryg???

Sidney fik hurtigt pillet min fantasi ned, og sendt nogle links med bud på egyptisk jazz – og det var bestemt ikke The Bordello Bedwarmers! Tvært imod. Med des arabiske klang og østlige stemning, mindede det langt fra om den vestlige musik jeg kender.
(http://www.youtube.com/watch?v=FILV-NxMDh4) (http://www.youtube.com/watch?v=H8_DOU2IU9w&feature=related)


Men vestlig jazz er jo heller ikke bare en slags musik. For i samme nu, jeg havde tænkt tanken, fløj mine tanker tilbage til musicalopsætningen i 9.klasse, hvor vi spillede "Chicago" - en musical, der udspiller sig i 1920'ernes Chicago, spækket med tidens favorit genre, der åbnes med nummeret "All that Jazz".... Som absolut heller ikke er noget nær The Bordello Bedvarmers!(http://www.youtube.com/watch?v=Ka7K2NPZAIQ)


Pludselig slog det mig, at ”Jazz” havde forskellige klang og udtryk alt efter location. Jazz er selvfølgelig en meget åben genre, men jeg måtte indse, at trods det kaldes jazz i hele verden, så er det nu engang en mangfoldig genre, der bliver tilpasset indenfor de forskellige kulturer i verden og derfor har folk helt forskellige opfattelser af hvad jazz egentlig er.

Så jeg må bliver ved med at specificere mig når jeg inviterer til jazz. Men har du en weekend fri og er du til saxofon, kontrabas og pubstemning, så slå på tråden – The Bordello Bedwarmers er der hver søndag!
(http://www.mikeowen.dk/?page_id=119)

***

Minus og minus gir’ plus [Det Gamle Kartotek III]

At en pluspol og en minuspol tiltrækker hinanden er et faktum, og desuden en kæmpe kliche-metafor indenfor bad love… Men jeg kunne alligevel ikke lade være med at gruble lidt over realiteterne, da Grethe skrev til mig at hun havde opdaget en forbandelse, der helt sikkert hvilede over hende: Hun havde nemlig, efter lang tids grublen, fundet frem til, at det tidspunkt hun var aller MEST tiltrækkende overfor det modsatte køn, havde vist sig at være når hun var aller MINDST oplagt eller påklædt til at tiltrække noget som helst… Surprise surprise!

Jeg måtte forklare hende at hun ikke blot havde bekræftet min bad-love kliche, hun var også stødt på en af skæbnens små filurligheder, der ramme ros alle; herren der viser at han har humor; og halleluja for en spøgefugl han er! 

Jeg mener, har vi ikke alle prøvet at stå, muligvis med tømmermænd, muligvis med daggammel make-up på, muligvis efter et bad breake-up, som regel i uvasket joggintøj, i en helt sikkert uventet situation. Med en alt for lækker fyr, der pludselig ser lyset i vores uperfekte fremtræden, og så gør et tiltag? (Hvorfor er os en gåde, men måske er det fordi at han pludselig kommer i tanke om, ”Hey, hvis hun ikke kan blive klammere, kan jeg sgu godt leve med det!”. I don’t know!) Men det er i hvert fald helt sikkert: tingene sker mens man mindst venter det, om det så er det ene eller det andet.

Her er det så jeg tænker, hvorfor lige når vi er mindst klar på det? Eller rettere: hvorfor tiltrækker vi plus, når vi er i minus? Er det fordi at det ikke kun er i fysikken at ens poler frastøder hinanden, men også i kærlighed? Og hvorfor? Er vi ude i ”Kvinder er fra Venus/mænd er fra Mars” teorien, og vi passer bare ikke sammen? Eller er det fordi vi griber det helt forkert an?

 Hvem ved? Jeg tror bare somme tider vi skal være lidt mere matematiske anlagt; så plus gange plus giver plus. Eller minus gange minus giver plus.

Eller også skal vi bare lade være med at bilde os selv ind at der er et facit….

Monogami i en Duo [Det Gamle Kartotek II]

I et moderne Danmark hvor alle boller med alle og åbne forhold er på mode i visse kredse, skulle man tro, at der var så meget frihed til, at spørgsmålet om hvor vidt man er strait monogam NÅR man befinder sig i et forhold, ikke var på programmet længere:
- men sådan spiller klaveret ikke.

Trods en lang forklaring om, at når jeg har valgt at slå mig ned med EN person, er det et bevidst valg om kun at give mig hen til denne ENE, havde Mikkel alligevel behov for liiige at spørge om hvor vidt jeg nu også var helt sikker på at jeg ikke var klar på lidt secret slem fun… Jovist: går den så går den. But honestly…

Hvis man vælger at være sammen med EN person og så alligevel har behov for at udvide sin duo til poly, hvorfor helvede forbliver man så ikke bare solo; så kan man frit begive sig ud i en duet eller noget flerstemmigt uden at bryde et ansvar…. ?

Det var derfor jeg gik fra Kasper. Bl.a. Og så var det bare ikke mig. Måske er forhold slet ikke mig? Anyway; I’m going solo.

Jeg er for mig selv igen, og en ting er helt sikkert: undres man over hvordan fyre kan skide på, at man er optaget, imens man er i et forhold, er det ikke mindre rystende at bevæge sig rundt på single markedet.

Lad os nu tage Mikkel igen: Nu jeg var single, var der jo ikke noget i vejen for lidt forbudt hanky panky med en, ganske vidst en del ældre, men også det mere erfaren fyr. Så de gamle gespenster blev hevet ud af skabet igen(..eller rettere, natbords skuffen!) og jeg skrev til ham. Desuden var god sex lige hvad jeg trængte til, efter 3 måneder på randen af cølibat.

Det viser sig så bare, at manden i mellemtiden havde præsteret at så sin sæd og få kæresten tilbage, nu med baby, og bedst som jeg var klar på at gå videre til næste nummer, opdagede jeg at der nu blev spillet en ny melodi:
”Hvad hun ikke ved, har hun ikke ondt af…” Tra la la….

Hmm bum bum...  Ja og her kom min moral så på prøve, for vidst var det ikke mit ansvar, hvem der sad der hjemme, men hvis ”God sex = sex med far”.. ahhh.

Jeg tror vist bare jeg springer denne dans over. Tak.

Gennem dine øjne [II]

[II] Cecil havde smukke, brune øjne. Smilende og gennemskuende. De så alt. Uden at se noget. De så det de ville se og indimellem mere end de ønskede at få øje på.

Hendes hår var ligeså brunt og hendes hud bleg. Ikke sart og lys, men bleg med en glød, solen altid bød op til dans om sommeren, men lod sidde som bænkevarmer om vinteren. Hun havde fået hendes øjne, hud og hår fra hendes fars side. Den far som repræsenterede halvdelen af hende, men som hun aldrig havde set noget af. Og ifølge hendes mor, var det heller ikke noget som behøvede at blive lavet om på, før Cecil selv spurgte videre til det.

Men det gjorde hun. Den dag hun besluttede at hun ville se hendes far, med hendes gene øjne. De øjne hun skulle vinde verden med. Ikke fordi hun manglede en far. Sådan en havde hun haft siden hun var fyldt to år og hendes mor havde giftet sig med en ny mand. Hendes første mand. For Cecils biologiske far havde ikke været hendes mors mand, men blot en mand på hendes vej. En mand, der kom til at følge hende resten af vejen, uden at betræde den selv. Præcis som det havde hændt hendes mor før hende og som siden hen også ville hænde for Cecil.

Gennem Dine Øjne [I]

[I]Hun begyndte at trissede let efter hendes mor, der med en hektisk elegance fik bugtet sig fra den ene ende af køkkenet til den anden, alt imens hun pludrede om dagen, livet og fremtiden. Cecil nød at lytte til hendes mors sniksnak, der var fuld af kæmpe store ord. Ord som malede hele verden fuld af alt det, en moder giver videre til sit barn. Altid med lidt mere end hun forventede Cecil egentlig forstod, men dog allerede havde gjort sig hundrede tanker om. Og dog, alligevel aldrig kom til at forstå, præcis som hun selv.

Cecil forstod både mere og mindre end hendes mor kunne begribe. For sådan er det. Vi forstår så meget, men altid ud fra vores egen lille plet i universet og de erfaringer vi nu engang har nået at gøre os. Og vores mødre prøver ihærdigt at instruere og belære os, uden nogensinde fuldkomment at begriber hvor mange bedrifter vi faktisk allerede har gjort os. Derfor vidste Cecil, på trods af en masse ideer, der for længst var plantet i det spæde barnesind, heller ikke præcis hvad hendes mor mente, da hun kiggede ned på hende og sagde det. Men svømmede fra den dag af, altid rundt i et hav af tanker og konklusioner om hvad det kunne betyde, hvad det betød og hvad det kom til at betyde.

”Du vinder verden på dine øjne”. Det sagde hun. Det sagde morderen. Imens hun stod og fiskede mælk, æg og oksekød ud af køleskabet. ”Du vinder verden på dine øjne”. En sætning med så utroligt store forventninger og forudsigelser, og som kunne betyde tusind ting. Cecil var 7 år gammel og så på sin mor med store spørgende øjne. De øjne, som hun skulle vinde hele verden med.

Lige under Cassiopeia [Det Gamle Kartotek I]

[…]Nu stod jeg så på dørtærskelen til en helt ny start. På egne ben igen, som en anden bambi på glat is med min mor puffende i ryggen. Og men en potteplante i den ene hånd og toilettasken i den anden, indtog jeg min helt nye, helt egen lejlighed. Her skulle jeg bo. Her skulle jeg bygge mit liv. Her skal jeg leve. Mig. Kun mig. 

Min mor skyndte ivrigt på mig, og få skrid fra døren, stopper hun op og siger; "Ja det er egentligt pudsigt! Du blev jo faktisk undfanget to numre længere nede ad gaden!". Det havde lige slået hende, og hun lo blot lidt forfjamsket og ænser ikke min måbende mine.
Så nu var jeg altså tilbage hvor jeg startede, lige der. Lige under Cassiopeia.

Det Gamle Kartotek

Der var engang.... En lille samling af ting fra mine gamle arkiver. Teksterne er ikke nutidig, men bærer enten på en undren, anekdote eller andet sjov, som fortjener en lille plads på siden, selvom de stammer fra Det Gamle Kartotek.