At skifte ham

….ikke som i en guide til kinky erotisk ble-babyleg.

Men de der dage, hvor man ikke kan finde ud af, om man skal gå, står, sidde, ligge, grine, græde eller overhovedet give sig til noget. De der dage, hvor man ikke kan være i sit eget skind. 

Altså, når følelserne vælter rundt i en, man laver intet og burde lave en helt masse. Samtidig med der sker zero’nada, når der så skal tages en beslutning om; ”Hvad fanden har jeg egentlig lyst til?”. I have no f* idea. Men det klør - mest fordi man desperat forsøger at gå i gang, med det man burde, men absolut ikke kommer nogle vejne med.

Så når man kommer til det der punkt, hvor man er helt bristeklar og hvileløs, så tror jeg kun der er en ting at gøre. Lade helt være og skifte ham. 

For det trænger man bare til engang imellem: man skal jo af med det gamle, for der er plads til det nye.. Og når huden så har fået noget luft, er der igen ro til at koncentrere sig om det man skal… og så er det pludselig slet ikke så overskueligt.

Ps.frisk luft & kage = tommel op

Lev hver dag - og glem det sidste

Du skal leve hver dag, som var det den sidste

”… Havde jeg da bare vidst, det var sidste gang jeg skulle kigge ud af vinduet og se den udsigt - så havde jeg beskuet hver eneste millimeter og memoreret hvert et blad... ”

”Åh ja, havde jeg dog bare vidst, det var sidste gang jeg skulle høre den melodi - så havde jeg lyttet intenst til hver eneste tone...”  

”OG havde jeg bare vidst, det var sidste gang, jeg skulle kysse ham - så havde jeg kysset ham så dybt, intenst og begærligt, at han ikke var i tvivl om, at jeg mente det..."

"Så havde jeg nydt det som aldrig før!”

…..med løg på, havde du!

Havde du vidste, det var aller sidste gang du skulle se den udsigt, aller sidste gang du skulle høre den sang eller du stod, lige nu og her, og skulle give ham det aller sidste kys nogensinde, ville du slet ikke havde oplevet nogle af delene som de er....

For du ville ikke kunne nyde det, uden dit hjerte blev smerteligt klemt, din mave trak sig sammen og hver eneste sekund blev forpurret af tanken;
”Det er sidste gang, jeg nogensinde ser det træ. Jeg kommer aldrig nogensinde til at hører den musik mere og jeg kommer aldrig, aldrig til at kysse de læber igen!”…efterfulgt af hævede øjne, rød næse og ellevetaller ned ad overlæben....

For sådan er det: Ved du det, kan du ikke lade være med at tænke på det. Lykkelig uvidenhed er en dyd og somme tider skal man sætte pris på den. Men det betyder ikke, at man skal lade som ingenting. 

Man skal nyde hver eneste udsigt, man skal lytte til hver eneste sang og man skal mene hvert eneste kys man giver.

Man skal mærke og man skal leve. Ikke kun på den sidste dag. For ved du, at du står på din sidste dag, er det eneste, du kan tænke på, at det er slut lige om lidt. Ja, og så mærker du ikke ”dagen” men kun ”den sidste”.

 Så man skal nok ikke leve hver dag, som var det den sidste.[Opskriften på depression, lige der...] Bare leve hver dag – hver eneste dag –  og nyd den lykkelige uvidenhed. Så er der jo heller ikke noget, man ikke har nået, når det bliver den sidste….  Vel?