”Vi er ikke rigtig voksne….”

"Vi er ikke rigtig børn. Vi er både og, og hverken enten eller…”

Vi var der alle sammen. Sammen med Bølle Bob og hans slæng.

Skoleeksemplet på teenagerens største kompleks, som det misforståede barn[unge menneske], der står i gråzonen mellem barn og voksen; som ”både og, og hverken enten eller”… Og vi fandt aldrig rigtig ud af det. Hvad vi var. Det eneste vi fandt ud af var at det suttede røv at være ”ikke rigtig voksen, ikke rigtig barn”. For så blev man det misforståede problem barn, der hverken vidste, hvem eller hvad det selv var, samtidig med de voksne [der plejede at vide alt] heller ikke kunne beslutte sig. De stillede pludselig både krav til vores modenhed og behandlede os komplet modsat; ”for unge til at elske og for gamle til at slås”…. Som om hormoner og kønsbehåring ikke var nok.

Vi ved stadig ikke helt, hvor grænsen går. Eller hvilken dag det var vi vågnede op og
tænkte;

”SÅ, i dag er jeg modnet længe nok. Nu kan jeg endelig elske forsvarligt uden at slå de andre… voksne. Nu jeg sgu voksen”.
 

Gør vi? Hvornår er man egentlig voksen?

Er man voksen når man er holdt op med at lege? Når man kan tage noget så grav seriøst, at man hverken griner eller fjanter, men derimod skælder og smælder af alle der gør det – for det er overhovedet ikke sjovt. Nej og det ville være barnligt at synes det! Bum.

Og er man stadig et barn, når man endnu ikke er fyldt 18 år og dermed ikke berettiget til at få overdraget sin egen TDC-mobilregning[og må ringe til sin mor for et gyldigt id] men samtidig dagligt påtager sig et ansvar for et andet menneske – sit eget barn måske. Hver dag. Og nat. Med alt hvad det indebærer?

Eller er man [ikke]et [misforstået]voksent menneske, når man er 30 år gammel, har fagligt ansvar, er forældre til flere - men hverken kan holde en aftale eller dukke op til børnenes fødselsdag?

Er det det misforståede barn eller den misforståede voksen, der er den mest misforståede gråzone?

Eller rammer voksenlivet i virkeligheden den dag, man selv mærker dets konsekvenser? Den dag nissen i julekalenderen bliver til en skuespiller, der bliver til en kollega, der viser sig i virkeligheden at være en idiot, der med et får al barndommens magiske illusion og lykkelige uvidenhed til at fordufte som varme i oktober måned [- og den syngende lussing fra ordene ”Don’t grow up. It’s a trap”* kvitterer med begyndende tinnitus.]...

Måske. Vi ved det nok ikke. For bedst som vi tror vi har fundet ud af det, støder vi igen på at der indimellem blive forventet et af os mens vi skal finde os i at blive behandlet som noget andet. Mon vi nogensinde vågner op? Og gider vi egentlig...

*NB: Don’t grow up. It’s a trap.

At skifte ham

….ikke som i en guide til kinky erotisk ble-babyleg.

Men de der dage, hvor man ikke kan finde ud af, om man skal gå, står, sidde, ligge, grine, græde eller overhovedet give sig til noget. De der dage, hvor man ikke kan være i sit eget skind. 

Altså, når følelserne vælter rundt i en, man laver intet og burde lave en helt masse. Samtidig med der sker zero’nada, når der så skal tages en beslutning om; ”Hvad fanden har jeg egentlig lyst til?”. I have no f* idea. Men det klør - mest fordi man desperat forsøger at gå i gang, med det man burde, men absolut ikke kommer nogle vejne med.

Så når man kommer til det der punkt, hvor man er helt bristeklar og hvileløs, så tror jeg kun der er en ting at gøre. Lade helt være og skifte ham. 

For det trænger man bare til engang imellem: man skal jo af med det gamle, for der er plads til det nye.. Og når huden så har fået noget luft, er der igen ro til at koncentrere sig om det man skal… og så er det pludselig slet ikke så overskueligt.

Ps.frisk luft & kage = tommel op

Lev hver dag - og glem det sidste

Du skal leve hver dag, som var det den sidste

”… Havde jeg da bare vidst, det var sidste gang jeg skulle kigge ud af vinduet og se den udsigt - så havde jeg beskuet hver eneste millimeter og memoreret hvert et blad... ”

”Åh ja, havde jeg dog bare vidst, det var sidste gang jeg skulle høre den melodi - så havde jeg lyttet intenst til hver eneste tone...”  

”OG havde jeg bare vidst, det var sidste gang, jeg skulle kysse ham - så havde jeg kysset ham så dybt, intenst og begærligt, at han ikke var i tvivl om, at jeg mente det..."

"Så havde jeg nydt det som aldrig før!”

…..med løg på, havde du!

Havde du vidste, det var aller sidste gang du skulle se den udsigt, aller sidste gang du skulle høre den sang eller du stod, lige nu og her, og skulle give ham det aller sidste kys nogensinde, ville du slet ikke havde oplevet nogle af delene som de er....

For du ville ikke kunne nyde det, uden dit hjerte blev smerteligt klemt, din mave trak sig sammen og hver eneste sekund blev forpurret af tanken;
”Det er sidste gang, jeg nogensinde ser det træ. Jeg kommer aldrig nogensinde til at hører den musik mere og jeg kommer aldrig, aldrig til at kysse de læber igen!”…efterfulgt af hævede øjne, rød næse og ellevetaller ned ad overlæben....

For sådan er det: Ved du det, kan du ikke lade være med at tænke på det. Lykkelig uvidenhed er en dyd og somme tider skal man sætte pris på den. Men det betyder ikke, at man skal lade som ingenting. 

Man skal nyde hver eneste udsigt, man skal lytte til hver eneste sang og man skal mene hvert eneste kys man giver.

Man skal mærke og man skal leve. Ikke kun på den sidste dag. For ved du, at du står på din sidste dag, er det eneste, du kan tænke på, at det er slut lige om lidt. Ja, og så mærker du ikke ”dagen” men kun ”den sidste”.

 Så man skal nok ikke leve hver dag, som var det den sidste.[Opskriften på depression, lige der...] Bare leve hver dag – hver eneste dag –  og nyd den lykkelige uvidenhed. Så er der jo heller ikke noget, man ikke har nået, når det bliver den sidste….  Vel?

Den hvide elefant

Ja, den der som står lige midt i rummet, men ingen tør pege på og sige det mest åbenlyse; ”Hov, der står da en stor hvid elefant lige her midt i stuen!”.

Selvom den glor bebrejdende på alle og en hver omkring den og alle godt ved det, er der ikke en eneste der tør nævne den. Ingen tør sige højt, at kejseren er nøgen og den lille dreng er der ikke til at gøre det.

Det i sig selv er fjollet. Helt og aldeles fjollet. Men indimellem rart. For når der er nogen, der peger, er man nød til at tage stilling til den; ”Nøj det gør der da også… Der kan man bare se. Måske vi skulle flytte den? Den står jo sådan i vejen, at vi slet ikke kan se hinanden. Nå hvem gør det?”…

Og det er da heller ikke nemt at flytte på hvide elefanter. De er jo store og tunge. Ja og så spærre de ganske rigtigt udsigten, så vi ikke kan se hinanden. Blænder måske ligefrem sine tilskuere.  Og med tiden, så begynder den at trampe rundt i stuen. Og så begynder den at vælte ting. Og de kan måske ikke holde til at falde på gulvet og blive trådt på af en tonstung elefant. 

 Så er det ofte sundest, at få fingeren ud, pege på den, og få den flyttet i fællesskab. Både for øjnene og for omgivelserne.

Men indimellem er det bare rarest at lade den stå. Det tager færre kræfter, end hvis man skal til at flytte det store dyr. Og selvom den godt nok spærre lidt for udsigten, så er der jo visse ting, der ikke er rare at se på.  Altså… Som gør mere ondt i øjnene.

Det lyder måske ikke som en ideel løsning. Måske ligefrem dumt. Men der findes imidlertid en endnu dummere løsning (oh jo…).

For man kan jo også vælge at pege på det store, altoverskyggende snabeldyr og i stedet for at vise den pænt ud af hoveddøren, så kan man byde den velkommen. Ja og så lige sætte en kop te mere over, invitere den op i sofaen og så bare lad den sætte sig rigtig godt til rette. Imens den langsomt breder sig. Og brede sig. Og brede sig. Til den har mast alle helt op i krogene og ud over kanten. 

Og så sidder den der og fylder hele sofaen. Som begynder at knirke. Og knage.  Og jamre. Og CRASH! Sofaen giver efter og du står tilbage med en ødelagt sofa i tusind dele og en hvid elefant, der helt sikkert ikke vil betale for en ny….

Nu tænker du sikkert, at det da var en værre, fjollet røverhistorie og  at du aldrig i livet kunne finde på at invitere en hvid elefant op i sofaen - for du ved da godt at den er alt alt for tung til din lille INGA fra IKEA. Men historien har faktisk en morale. 

Og moralen er: Lad være med at ignorer dine problemer. Indse dem i en fart og når du har gjort det, så få dem ud af verden, i stedet for at lade dem brede sig. Alt andet er dummere end dumt.

Overspringshandlinger – En lille koreografi

1 OG 2 OG 3 OG 4 OG 5 OG 6 OG 7 OG 8 OG.....

1 Sofa sid ”OG” -  2 sofa højre ”OG” -  3 sofa venstre”OG”  - 4 sofa midt ”OG” – 5 pude højre  ”OG”  -

6 pude venstre ”OG” -  Kaffen glemt ”OG” op igen OG”….

 Filter frem  ”OG”  - Kaffe ud ”OG”  - Vandet i  ”OG” -  Kaffe start  OG

Vente vente- vente vente- vente vente - ”hov” ”facebook”!

[ENTER FACEBOOK]

”1”  KLIK -  ”2”   SCROLL - ”3”  LIKE - ”4”  KLIK -  ”5” SCROLL - ”6” LIKE - ”7”  SCROLL - ”8”  LIKE

[BIP ”OG” -  BIP ”OG” - BIP ”OG”– vent  ”OG”- BIP ”OG” - BIP ”OG”- BIP ”OG” - Kaffe klar]

Kop frem ”OG”-  Kaffe i ”OG” - Mælk i  ”OG”-  sukker i  ”OG”  - sukker i  ”OG”….

-          sukker i ”OG” - smage  ”AV”  - ”MIHN DUNGE!!”

puste  puste -  puste  puste - av  av - av  av - puste puste -  av  av – hoppe hoppe – av av

[ENTER FACEBOOK]

”1”  SCROLL - ”2”  KLIK  - ”3” TAP  -TAP TAP -TAP TAP - AV AV - AV AV
(status opdateret)

[ENTER IS]

Papir af  ”OG” – tungen ud  ”OG” – is på  ”OG” – BRAIN FREEZ!!

Freez Av - Freez  Av - FREEZ  AV - FREEZ FREEZ- AV AV-AV AV- ”Hov” ”sol”

PuljePjat – smid en ex….

Ja ok. Det der puljepjat er da lidt noget hippiehyggehækle[Indsæt H-hippieord]halløjsa.  Jojo.

Men det egentlig meget smart. Og sjovt; Hvordan mange mennesker kan have en indforstået aftale, uden nogen sætter spørgsmålstegn eller knyr.

”Ja der, hvor jeg kommer fra, ejer man ikke rigtigt en cykel. Man smider bare sådan en 3-4 stk. i puljen når man flytter til byen, og så tager man bare den cykel, der står nærmest, lige der, hvor man er og skal bruge den. Det er skide praktisk – man har altid en cykel og ingen klager nogensinde over stjålne cykler, for de mangler aldrig!”

En anekdote min kammerat smed lige inden han satte sig op på sin(…) cykel kl. 03.00 på vej hjem fra vores spontane bytur.

Og jeg svarede prompte:

 ”Jamen det er jo ligesom med rygere og lighterer. De smider bare en 3-400 stk. i puljen, også tager de bare den lighter, der ligger nærmest, lige der, hvor de står og skal bruge den.  Godt nok er der altid en, der kommer hjem med de 350 og en der kommer hjem uden en eneste. Men sjældent når de at brokke sig mærkbart, for der er altid en ny indenfor rækkevidde de kan… låne…!”

[Og tænkte ved mig selv: ”Jamen det jo ligesom med ekskærester i Langå…”:

  

 Man smider en 4-5 stk. i puljen og så tager man bare ham, der er nærmest, lige der, hvor man står og skal bruge ham. Og stiller ham tilbage i puljen igen, når han har fået et ”X” mere på cv’et.

Godt nok er der altid en, der får ondt i r...umpen første gang ex’en bliver taget, men hun når sjældent at brokke sig mærkbart, for der er altid en ny indenfor rækkevidde….]

Men det da meget smart. Og praktisk. Hvordan folk kan indrette sig efter en komplet usagt fælles regel, blive enige om alle smider lidt i puljen - og så' der tag selv bord! Så kan man jo smage lidt af det hele og ingen mangler nogensinde noget... 

Det da lidt sjovt. 

Ikke så forfærdeligt selvstændigt -  men jeg tænker bare; 

Hvorfor eje når man kan… låne?

"Jeg er sukker i en andens kaffe... just walk away kiddo!"

”Undskyld.  Ja. Undskyld mig. Det bare fordi jeg lige skal høre. Kan det passe at jeg enten skal tage en lille grå kop kaffe, men hvis jeg er interesseret i en stor kop, skal jeg tage stilling til om jeg er single eller optaget og vil date eller ej, her kl. 09.00 lørdag morgen midt på Århus Banegård?” 

”Øhh altså nej” 

”Godt, så du har flere store grå kopper ude bagved?” 

”Øhhh altså… nej men..” 

”…så det første nej var altså et ja?” 

”Det øh…”

OK. Jeg var advaret. Det har jo svirret længe. 7-elevens nye ”Vil du være min kaffedate?”-kopper, henholdsvis i skrigende grøn og rød, der fungere som et lille kaffelatte-fyldt  neonlampesignal du kan tage med dig på farten, så alle og en hver kan se om du er single eller i et forhold, og desuden byder op til en quicky-date på dine vegne.

Og ideen er jo sød nok. Bevares. Man kan da sagtens se det romantiske morgenscenarie med en pæne singlekvinde, der sidder med sin lille grønne ”kaffedate”kop og som blive spottet af en ligeså pæn singlemand, der spankulerer ind i kupéen  i samme sekund højtaleren spontant åbner op for ”Can’t help falling in love with you”. Smiler let for sig selv ved synet af den matchende grønne kop, sætter sig ned overfor hende og bum så er DSB vogn 22 omdannet til Amors hule, med bryllup i baghaven om 14 dage.
 Det da ik’ det.

Men det er bare lige lovligt meget at skulle tage stilling til, når man lettere kvæstet, er på vej til børnefødselsdag med hele ens venindes den pukkelrykket en lørdag morgen og mest er i humør til en neutral, ’fald ind i mængden’, grå kop på ens togtur. 

Og så er det hele to ting på en gang: jeg skal overskue om jeg magter at se på en kop i 30min, der skriger ”Du er single”. Men på den anden side også om jeg kan overskue at gå rundt med et stykket pap der byder op til småsnak og flirteri…. Og så er det ikke engang fordi jeg er ked af at være single. Jeg bliver bare sådan lidt generelt provokeret af at gå rundt med labels, og især når det er det der skal sætte dagsordenen for mængden af min kaffe.

Så jeg tog en kop. En rød kop. Det var dumt. Rigtig dumt.

For jeg gik ikke mange skridt med koppen, før jeg for alvor gik i gang med at kigge på den. Læse på den. Grimmes ved den. 

Det gik nemlig hurtigt op for mig, jeg gik rundt med verdens mest synlige OG selvfede kop kaffe nogensinde. Med tekst som ”Jeg er sukker i en andens kaffe”(oh snap) og ”Jeg har en fast kaffedate”(just walk away kiddo), var det pludselig som at gå med en fontæne af is imellem hænderne, jeg fuldkommen umotiveret og automatisk kylede væk fra kroppen i alle retninger.  Og selvom jeg troede det var løgn, så opdagede jeg hurtigt at alle fyrene jeg passerede, kun scannede mig i et split sekund: SÅ fik de øje på koppen, og kiggede væk i en fart jeg sjældent har kendt magen til.

OKAY. Det må simpelthen være noget jeg bilder mig ind. Men..

 Bedst som jeg havde fået styr på mine komplet overanalyserende og nok også en smule overdrevene tanker(…), gik jeg ind i den vogn jeg skulle sidde i. Og der sad en ung fyr. Flot fyr. Der lige nåede at trække lidt på smilebåndet af min entre, men så BUM fik han øje på koppen. Al smil forsvandt, og LYCH så var vinduet det mest spændende i hele verden.

Av. Av. Av….

Hurtigt fangede mit blik et sødt kærestepar lige overfor. Og hvor var de søde. Med deres nuttede matchende røde hjertekopper. Men hvad med mig.

 I forsøget på at få lidt sirlig lørdagsfred, havde jeg påmonteret mig en label af afvisning: Fordi jeg gik alene, skreg koppen arrogant isdronning…. I en kvalmende sukkersød indpakning med store, fede, fluffy hjerter. Og fred… det fik jeg…

Men det vil jeg jo ikke have. Ikke på den måde. Det var bare endnu mere trist, end at udstråle ensom single. Single. Hellere single. Ja man kan vel kalde det individuel….

Se DET burde 7-eleven brygge på til morgenkaffen: individuelle, farverige kopper, folk selv kan mikse og matche, der skriger godt humør og som man kan sidde og nyde i toget. Og komplimentere. Og måske blive starten på en lille, spontan kaffedate....

Så ligger vi her, nøgne...

”Jeg tror meningen med livet er at være nøgen. Den der har været nøgen i længst tid, har vundet…”

Sagde Mille Dinesen engang da hun spillede Nynne… Efterfulgt af en nøgenscene på et køkkenbord, med madsex og tapas. 

Og jeg tror hun havde ret. Men måske mere sådan i overført betydning. Eller næsten da. For så kom ham Anden og sagde noget klogt. En lille historie. En af mine yndlingshistorier. 

Den handler om at være på date. Når vi sidder, på en dejlig date, med en dejlig fyr og det eneste vi tænker på, er om vores mascara er løbet, vores røv ser godt ud og om de der dejlige læber, nu også er noget vi får lov til at smage på senere. 

Senere, når vi så står under den glasklare stjernehimmel og får øjeblikkets smækreste, varmeste og mest fabelagtige måneskins-kys, er vi allerede godt i gang med at spekulere over, om vi mon også får lov til at komme med op og se sengen og…

Når vi endelig ligger der under dynerne, har vi igen travlt med at tænke over om det nu var de rigtige trusser vi fik taget på, om vores røv ser godt ud i belysningen og om vi nu har fået købt broccoli til når pigerne kommer på middag i morgen aften.

....osv. osv. osv. 

Ja OK. Det var nok ikke Anders’ præcise ord. Men pointen er den samme. Vi har hele tiden travlt med at tænke på hvad der er sket, hvad der kunne være sket og hvad der kommer til at ske. I stedet for bare at lade det ske. I stedet for bare at sige ”Okaaaay, prøv at se, vi ligger her, helt nøgne og holder om hinanden. Hvor fucked-up mærkeligt er det?!”.

Ja altså; i stedet for at være i nuet.

For det er det det hele handler om. At være i nuet. Mærke det vi står i lige nu og her, og nyde det. Ellers er vi slet ikke.

”Jeg tror meningen med livet er at være i nuet. Den der har været i nuet i længst tid, har vundet…”

Ja og så ligger vi her, nøgne….

Drukner i globalisering...

....og jeg opdager det sikkert ikke. Ikke engang når jeg løber tør for luft.

OK måske er det ikke så slemt endnu. Men det føles sådan. Semesterets store buzz-word og darling er nemlig Miss. Globalization, og hun er en fyldig madame... Hun har sat sig godt og grundigt på moderjord, og har plantet sine rødder så dybt i muldet, at vi knap ænser hendes altoverskyggende krone længere. Men hun er over det hele. Og tænker man lidt over det (Eller tager et semester på ÆK med Undersøgelsesprojekt og Formidling), vil man blive slået over hvor dybt begravet i det man er. 

[Profil "Min globaliserede verden" Formidling

+ Undersøgelsesprojekt F12]

”Hej. Jeg hedder Sabine, er 21 år gammel og kommer fra Danmark….

Jeg kommer fra Danmark, men er et etnisk blandingsprodukt af dansk(25%), italiensk(25%) og kurdisk(50% – ingen sukker tilsat). Men det har jeg aldrig tænkt videre over. Jeg opvokset i en lille landsbyflække syd fra Randers[ra’is], hvor jeg ikke var andet end ”dansk” og levede her i et jysk vakum, hvor det mest eksotiske menuen kunne byde på, var en Pizza Pinoccio’s Speciale med skinke og ananas. 

Eller det er i hvert fald sådan det føles, når jeg ser tilbage i dag. For da jeg ramte Brabrand, blev der ikke kastet mange blikke på mig, før der blev spurgt ”hvor er du fra?”… ”Øh fra Danmark” svarede jeg sandfærdigt, og, som om jeg aldrig havde svaret på det første spørgsmål, blev der spurgt igen, ”Jaja, men hvor er du fra?”, og bum, så var jeg ikke længere kun en lille jysk bondetøs.

Nu bor jeg så på Skjoldhøjkollegiet. Lige der mellem Bazar Vest, Bilka og Gellerup, sammen med et væld af nationaliteter. Når jeg får nok af min nabos rungende bas kl 03.22, må jeg grave mit HF engelsk frem,F for han kan forstå mit sene nattebrok. Alle skilte er på mindst to sprog og det samme gælder mit lille studiejob, som Beboerrådgivers studiemedhjælper, hvor hvert eneste opslag og arrangement jeg udarbejder, skal laves både på dansk og engelsk, hvis alle beboerne skal kunne følge med.

Min lokale Brugs arbejder på ikke at blive udkonkurreret af Kiosk Lobia, den søde lokale araber, der i kraft af min etniske oprindelse, behandler mig, som var jeg en længe forsvundet men nu genfundet datter og dermed en del af et fællesskab. Et fællesskab jeg indtil for 13 måneder siden, ikke anede eksisterede. 

Når jeg siger fællesskab, mener jeg selvfølgelig forestillet fællesskab. For vi hverken samles til onsdagsmøder, holder madklub eller kender hinanden på noget dybere plan, men fordi den geografiske ramme er brudt, er det i stedet for et forestillet skel mellem ”dansk” og ”ikke dansk”, der danner baggrund for vores tilhørsforhold…. Så nu er jeg en del af klubben.

Men Skjoldhøj kan man vel kalde et internationalt kollegium… og det er sådan set meget nærliggende. For de fleste af mine medkollegianer er studerende, som jeg selv, og så er det jo mere norm end undtagelse, at kunne befærde sig på flere sprog og desuden vide noget om både engelsk og amerikansk kulturarv, samt islam og hinduisme: En uddannelse i dag, skal jo ikke bare ruste en til at kunne begå sig i lille Danmark, men også i resten af den store verden. Den føles nu ikke så stor længere. For med mobiltelefon, e-mail, Skype, Facebook, Twitter, Goole+ osv. osv. har jeg verden ”lige ved hånden” allerede.

Jeg ser egentlig ikke mig selv som særlig teknisk. Jeg kan teknik sådan ”til husbehov”. Ja, så jeg bor selvfølgelig mere eller mindre i min computer, ligesom alle mine venner. Det er her det meste sker. Det hele på visse dage. Derfor forsøger jeg indimellem at få luft fra mit digitale fængsel, ved at trække i grøn uniform og gøre en sideløbende karriere i Hjemmeværnet: en god gammel dansk installation, der handler om at navigerer noget trafik, have sneberedskabet klar når vinteren kommer og bistå hæren i at forsvare fædrelandet når fjenden krydser landegrænserne.

 Det er da til at tage af føle på! 

Men det er ikke helt som i midten af 1900’tallet hvor værnet blev dannet. Dengang hvor krigen blev udkæmpet landene imellem og det at arbejde i national tjeneste, var hovedårsagen til at melde sig ind i værnet. For fjenden er ikke længere bestemt af land og etnicitet. Vi skal ikke kun kunne løseopgaver for Danmark. Vi skal uddannes til internationale missioner, hvor nationalitet ikke længere er et vigtigt begreb: her er det ideologi og religion der er nøgleord for slagets gang og som sætter ’fællessklabets’ rammer. Det betyder også at jeg er nød til at orientere mig om hvad der sker i udlandet, for at forstå hvad der sker i mit eget land. For nu er vi ikke længere en uafhængig nation, men en del af et større globalt fællesskab. Et fællesskab som i sidste ende er med til at sætte dagsordenen for min arbejdsdag når jeg melder mig under flaget.

Eller på scenen. For når jeg spiller teater, har stykket sjældent dansk oprindelse, sangene kun oversat til mit modersmål hver anden gang og teknikkerne adopteret fra en by i Rusland... bogstaveligt talt. 

  Og det er jo bare en brøkdel. Toppen af isbjerget og et lag i lagkagen. For globaliseringen er ikke noget jeg tænker over. Jeg er født ind i den, og dermed en generation, hvor de globale forhold, er så integreret en del af vores liv, at vi ikke er opmærksomme på det. Vi er ofte slet ikke er bevidst om de konsekvenser det giver. For selvom jeg har kontakt med mennesker hele tiden, ser jeg dem sjældent i øjnene. Jeg er heller ikke altid kritiske overfor de forhold mit tøj muligvis er lavet under eller bevidst om hvor min mad kommer fra. Min bevidsthed er udviklet med globaliseringen og selvom jeg ved den er der, så har jeg sjældent et begreb om hvor dybt begravet i den jeg er. Jeg står bare, på mit lille globaliserede arkimediske punkt.

… og kigger ud.”

Prøv du at tag' et kig.

Du er noget.Bum.

Slag på tasken bruger jeg nok ca. 20% af min tid på banegårde, rutebilstationer, i busser eller tog. Aka jeg rejser rigtig meget med offentlig transport. Rigtig rigtig meget. 

Jeg er hende der altid har en halvstor rygsæk på ryggen, med kaffe, madpakke, deo, vand, bøger, arbejde, computer osv. osv. fordi jeg ved, der er overhængende fare for jeg en dag må flytte permanent postadresse til et af DSB's vogen og derfor ligeså godt kan være forberedt....some day.

Det er ikke nogen hemmelighed at 'Stationen' også er hjemsted for rigtig mange specielle personligheder, samlet under ét duelortbefængt tag. Og det høster ofte en række meget specielle indtryk og oplevelser - ikke altid lige spændende eller ønskværdige, men om ikke andet, aldrig kedeligt!

I går stødte jeg på en af de mere hyggelige personaer på stationen i Randers. En fyr med sort hat, lilla halstørklæde og trenchcoate, der gik stille og roligt rundt om sin sorte kuffert og gav en lille live Country koncert for fulde blæs til hele parronen.

Nu har jeg en forkærlighed for lidt anderledes mennesker, og kan slet ikke lade være med at trække på smilenbåndet når jeg støder ind i sådan et scenarie - desuden havde han en varm stemme der slet ikke lød skidt - så jeg nyder for det meste at der indimellem kommer sådan et frisk pust af krydderi, i en triviel hverdagdssituation.  Men bedst som jeg satte mig på bænken inde i den vindtætte glaskabine, kom der to kvinder og en mand og stillede sig ved siden af mig. 

Der gik ikke længe, før deres først tilbageholdte latter, begyndte at brede sig i kabinen, og kommentarer som "Jo jo, sikke en "sangfugl" tøhø" og "Hahaha, ja han skal sgu nok til audition på det nye X-Factor" begyndte at fylde kabinen. Hånende, spottende, bedrevidende kommentarer, der forurenede min luft og gjorde mig inderligt rødglødende bitter.

I stedet for at læne sig tilbage, lytte og nyde at der stadig er mennesker her i landet der er ligeglad med tid og rum, og bare kan bryde ud i (rent faktisk dejlig!) sang midt på en togstationen i Randers på en grå tirsdag aften, så gav de sig til at pille det ned.

For du skal ikke tro du er noget. Du er ikke bedre end andre. Du har ingen større værdi end andre og skal hverken forvente at bliver værdsat, påskønnet eller gjort til mere end andre.

Nej hvad bilder du dig egentlig ind overhovedet at tro du kan tillade sig at gøre noget, andre ikke gør, at gøre opmærksom på dig selv overhovedet eller tænke høje tanker i nogen som helst grad om dig selv. Du er ingenting. 

Hvad i hele hule helved er det for en omgang deprimerende, mavesur pis?!

Jamen det er Janteloven.

En kvalm, tam og bitter indstilling, det danske land, i hvad der må beskrives som harm og begrædeligt lav selvværd, har adopteret og dyrker i stor stil. Og det gør mig klosterfuck-smække-med-døren-råbe-høj-edderspændt-rasende at vi ikke bare kan nosse os lidt sammen, have lidt tiltro til hinanden og os selv, og have så brede skuldre at vi kan bære at andre faktisk har evner. Så får vi nu nok også øjnene op for vores egne, for så er der hjerterum og skulderplads til det.

Man piller folk ned. Man ødelægger folk. Man smadrer deres selvtillid og efterlader dem hule, bange og som skygger af sig selv.  For tror man ikke selv på man er noget, så er der ikke nogen som gør. 

Ydmyghed er en dyd, men derfor er der intet af vejen for at tro. Tro på du er noget. For så er du noget.

Så står du på stationen, høre en lille sangfugl eller ser et farverigt menneske, så gør mig den tjeneste lige at stoppe op, find lidt plads på dine skuldre og værdsæt at verden endnu ikke er blevet pillet hel ned og reduceret til trivielle grå tirsdage.

Hvad nu hvis....

Nogle dage ønsker man sig bare, at der sker noget nyt. Noget uventet. Bare sådan…  et lille twist!

 Min verden er egentlig fuld af overraskelser. Men visse dele af den er traditionel, fastlagt og monoton. Og indimellem, når man står der midt i det, kommer man til at tænke…. Sådan bare lade tankere vandre, vende øjnene mod det indre blik og blive lidt loose. You know. Måske lidt fjollet. Bare tænke…

”Hvad nu hvis…?”

Ja hvad nu, hvis alt ikke var som det plejede, og det hele tog en uventet drejning….  Når man står der, stiv frossen i starten februar på Kastellet i København, som parade soldat, i en efterhånden noget sammenbidt retstilling, uden blod i tæerne, med det meste af det danske forsvar, stående på snor lige, næsten kvalmende ens rækker på hver sin side, i gang med at modtage højlydte hysteriske kommandoer under forberedelserne til majestætsmodtagelsen. 

Ja, hvad nu hvis…. Ham der den rødmossede gut i den grønne uniform, der står og råber spytregnende kommandoer i min retning, nu havde glemt at lyne sine bukser... Nej det er jo næsten for nemt. Hvad nu hvis han var nøgen? Fuldkommen splitter ravende Hans Jørgen – med undtagelse af støvlerne og baretten selvfølgelig -  med kronjuvelerne fremme, vommen til frit skue og... Så er vi vist med.  Ikke videre indbydende, men pludselig ikke så skide autoritær. Så kunne han godt stikke sine stje… Ehrm. Glem det sidste.

Men…. hvad nu hvis musikkorpset, for en gangs skyld lige fik et momentalt kreativt boost, droppede de traditionelle parade serenader, og sprang ud i noget med lidt kulør.. Lady Gaga fx . Born This Way… Eller Pokerface. Og at forsvaret, i stedet for at lære os stive rekrutter en tør omgang geværeksercits, fik lidt underholdningsværdi, og indkaldte Vicki Jo som instruktør på en helt ny form for dance-eksercits. Støbte en koreografi sammen som vi 100 soldater kunne stå og fyrre af, til musikkorpsets smækre toner, når dronningen gør sin entre. Og sikke en entre!

Hende komme svævende ind over fliserne, gennem en knivskarp sabel espalier, for derefter at bryde ud i en royal solodans, med et Mad Hatter inspireret touch, mens de høje herre med medaljerne, der er fine nok til at have sit eget gelled, lægger flerstemmigt kor til og skiftes til at gribe dronningen når hun springer ud i en Madonna koreografi, like a virgin touched for the very first time…!

 Så skulle der selvfølgelig lige være et breake i midten, hvor dronningen holder en flot tale fra en kongestol staben lavede, med spot fra begge sider, kun akkompagneret af lidt stemningsmusik fra orkesteret og måske lige en lille trommehvirvel til sidst inden hun bryder ud i sin længe ventet, lands berygtet soloouttro der afrundes med kærlige hilsner til søens folk. 

Som kronen på værket, vil hele Kastellet skifte over til en Grease-inspireret gospel tilstand, hvor alle klapper, synger og har det dejligt. Samtlige Vild med Dans dommerne ville selvfølgelig være kaldet ind, placeret under en lille pavillon, hvor de kan sidde og rocker med, komme med kommentarer til TV2, der dækker hele scenariet og vifter med deres 10taller af begejstring over et brag af en royal parade. Blackmann, der selvfølgelig også spæder til fra sydsiden, med spotten glinsende i hans spejlblanke isse, springer ud i en tango med dronningen. Han starter med at føre og så tager hun over… Svinger ham ud af rampelyset – majestæten deler ikke. 

Alt når et klimaks, dronningen danser, staben synger, orkestret spiller, søerne omkring kastellet skvulper og alt slutter af med et episke femstemmigt HALLELUJAH og dronningens voluminøse røst der udbryder ”Gud bevare Danmark – rock my world bi*****!”. Sikke en fest!

Ja sikke en fest… En forfriskende tanke. Og selvom det aldrig ville ske, så gør det nu alligevel lidt glad. Også selvom man må nøjes med en vippende storetå og et diskret smørret grin. 

***

...Det da Jazz!

[Blogindlæg til "Globalisering". Blog projekt om globalisering"]
Globalisering ÆKF12

Når jeg frisk spørger, om folket vil med til Søndags Jazz på Cockney Pub, bliver jeg som regel mødt med blandede miner. Pludselig ændres mimikken til en tvivlende grimasse og en forsigtig mumlen kommer som svar; ”Tjooh. Øh, men hvad er det for noget?”…
 
Jamen siger det ikke sig selv? Det er da New Orleans inspireret jazz fremført af The Bordello Bedwarmers, der, anført af den langskæggede, hatteklædte Mr. Owen’s labre trombone og Andersens rungende kontrabas, jammer publikum tilbage til en stemning, der kun kan findes lige i Jazzens Mekka! Det da Jazz! Jazz, du ved…

Men det ved du måske ikke. For det siger ikke sig selv. Og i takt med jeg fik spurgt flere og flere, fik jeg også forskellige historier, om hvordan folk oplevede jazz. 

En havde været til tyrkisk jazz, og haft en forventning om nogle kendte toner, spicet lidt op med lidt kulturelle twist fra mellemøsten… Men måtte konstatere at det arrangement hun var kommet til, så absolut ikke havde noget med jazz, som hun kendte det, af gøre, men nærmere hvad der måtte betegnes som tyrkist folkemusik – og de lokale tyrkerer festede den aften, som var det et sådan arrangement! 

Det var i hvert fald ikke sådan jeg forestillede mig jazz! Men det gjorde mig nysgerrig, og trods min frygt for at spoleret min store kærlighed til musikken, fik det mig til at spekulere på, hvordan jazz lyder andre steder. Ja hvordan mon jazz lyder i…. Cairo?
 
For at få min nysgerrighed stillet, ringede jeg til min gode ven Sidney (der tilfældigvis er halvt Egypter…) og spurgte ham hvordan et jazzarrangement ville lyde i hans andet hjemland: Ville der være sand i saxofonen, dadler i bassen og hele bandet spille på kamelryg???

Sidney fik hurtigt pillet min fantasi ned, og sendt nogle links med bud på egyptisk jazz – og det var bestemt ikke The Bordello Bedwarmers! Tvært imod. Med des arabiske klang og østlige stemning, mindede det langt fra om den vestlige musik jeg kender.
(http://www.youtube.com/watch?v=FILV-NxMDh4) (http://www.youtube.com/watch?v=H8_DOU2IU9w&feature=related)


Men vestlig jazz er jo heller ikke bare en slags musik. For i samme nu, jeg havde tænkt tanken, fløj mine tanker tilbage til musicalopsætningen i 9.klasse, hvor vi spillede "Chicago" - en musical, der udspiller sig i 1920'ernes Chicago, spækket med tidens favorit genre, der åbnes med nummeret "All that Jazz".... Som absolut heller ikke er noget nær The Bordello Bedvarmers!(http://www.youtube.com/watch?v=Ka7K2NPZAIQ)


Pludselig slog det mig, at ”Jazz” havde forskellige klang og udtryk alt efter location. Jazz er selvfølgelig en meget åben genre, men jeg måtte indse, at trods det kaldes jazz i hele verden, så er det nu engang en mangfoldig genre, der bliver tilpasset indenfor de forskellige kulturer i verden og derfor har folk helt forskellige opfattelser af hvad jazz egentlig er.

Så jeg må bliver ved med at specificere mig når jeg inviterer til jazz. Men har du en weekend fri og er du til saxofon, kontrabas og pubstemning, så slå på tråden – The Bordello Bedwarmers er der hver søndag!
(http://www.mikeowen.dk/?page_id=119)

***

Minus og minus gir’ plus [Det Gamle Kartotek III]

At en pluspol og en minuspol tiltrækker hinanden er et faktum, og desuden en kæmpe kliche-metafor indenfor bad love… Men jeg kunne alligevel ikke lade være med at gruble lidt over realiteterne, da Grethe skrev til mig at hun havde opdaget en forbandelse, der helt sikkert hvilede over hende: Hun havde nemlig, efter lang tids grublen, fundet frem til, at det tidspunkt hun var aller MEST tiltrækkende overfor det modsatte køn, havde vist sig at være når hun var aller MINDST oplagt eller påklædt til at tiltrække noget som helst… Surprise surprise!

Jeg måtte forklare hende at hun ikke blot havde bekræftet min bad-love kliche, hun var også stødt på en af skæbnens små filurligheder, der ramme ros alle; herren der viser at han har humor; og halleluja for en spøgefugl han er! 

Jeg mener, har vi ikke alle prøvet at stå, muligvis med tømmermænd, muligvis med daggammel make-up på, muligvis efter et bad breake-up, som regel i uvasket joggintøj, i en helt sikkert uventet situation. Med en alt for lækker fyr, der pludselig ser lyset i vores uperfekte fremtræden, og så gør et tiltag? (Hvorfor er os en gåde, men måske er det fordi at han pludselig kommer i tanke om, ”Hey, hvis hun ikke kan blive klammere, kan jeg sgu godt leve med det!”. I don’t know!) Men det er i hvert fald helt sikkert: tingene sker mens man mindst venter det, om det så er det ene eller det andet.

Her er det så jeg tænker, hvorfor lige når vi er mindst klar på det? Eller rettere: hvorfor tiltrækker vi plus, når vi er i minus? Er det fordi at det ikke kun er i fysikken at ens poler frastøder hinanden, men også i kærlighed? Og hvorfor? Er vi ude i ”Kvinder er fra Venus/mænd er fra Mars” teorien, og vi passer bare ikke sammen? Eller er det fordi vi griber det helt forkert an?

 Hvem ved? Jeg tror bare somme tider vi skal være lidt mere matematiske anlagt; så plus gange plus giver plus. Eller minus gange minus giver plus.

Eller også skal vi bare lade være med at bilde os selv ind at der er et facit….