PuljePjat – smid en ex….

Ja ok. Det der puljepjat er da lidt noget hippiehyggehækle[Indsæt H-hippieord]halløjsa.  Jojo.

Men det egentlig meget smart. Og sjovt; Hvordan mange mennesker kan have en indforstået aftale, uden nogen sætter spørgsmålstegn eller knyr.

”Ja der, hvor jeg kommer fra, ejer man ikke rigtigt en cykel. Man smider bare sådan en 3-4 stk. i puljen når man flytter til byen, og så tager man bare den cykel, der står nærmest, lige der, hvor man er og skal bruge den. Det er skide praktisk – man har altid en cykel og ingen klager nogensinde over stjålne cykler, for de mangler aldrig!”

En anekdote min kammerat smed lige inden han satte sig op på sin(…) cykel kl. 03.00 på vej hjem fra vores spontane bytur.

Og jeg svarede prompte:

 ”Jamen det er jo ligesom med rygere og lighterer. De smider bare en 3-400 stk. i puljen, også tager de bare den lighter, der ligger nærmest, lige der, hvor de står og skal bruge den.  Godt nok er der altid en, der kommer hjem med de 350 og en der kommer hjem uden en eneste. Men sjældent når de at brokke sig mærkbart, for der er altid en ny indenfor rækkevidde de kan… låne…!”

[Og tænkte ved mig selv: ”Jamen det jo ligesom med ekskærester i Langå…”:

  

 Man smider en 4-5 stk. i puljen og så tager man bare ham, der er nærmest, lige der, hvor man står og skal bruge ham. Og stiller ham tilbage i puljen igen, når han har fået et ”X” mere på cv’et.

Godt nok er der altid en, der får ondt i r...umpen første gang ex’en bliver taget, men hun når sjældent at brokke sig mærkbart, for der er altid en ny indenfor rækkevidde….]

Men det da meget smart. Og praktisk. Hvordan folk kan indrette sig efter en komplet usagt fælles regel, blive enige om alle smider lidt i puljen - og så' der tag selv bord! Så kan man jo smage lidt af det hele og ingen mangler nogensinde noget... 

Det da lidt sjovt. 

Ikke så forfærdeligt selvstændigt -  men jeg tænker bare; 

Hvorfor eje når man kan… låne?

"Jeg er sukker i en andens kaffe... just walk away kiddo!"

”Undskyld.  Ja. Undskyld mig. Det bare fordi jeg lige skal høre. Kan det passe at jeg enten skal tage en lille grå kop kaffe, men hvis jeg er interesseret i en stor kop, skal jeg tage stilling til om jeg er single eller optaget og vil date eller ej, her kl. 09.00 lørdag morgen midt på Århus Banegård?” 

”Øhh altså nej” 

”Godt, så du har flere store grå kopper ude bagved?” 

”Øhhh altså… nej men..” 

”…så det første nej var altså et ja?” 

”Det øh…”

OK. Jeg var advaret. Det har jo svirret længe. 7-elevens nye ”Vil du være min kaffedate?”-kopper, henholdsvis i skrigende grøn og rød, der fungere som et lille kaffelatte-fyldt  neonlampesignal du kan tage med dig på farten, så alle og en hver kan se om du er single eller i et forhold, og desuden byder op til en quicky-date på dine vegne.

Og ideen er jo sød nok. Bevares. Man kan da sagtens se det romantiske morgenscenarie med en pæne singlekvinde, der sidder med sin lille grønne ”kaffedate”kop og som blive spottet af en ligeså pæn singlemand, der spankulerer ind i kupéen  i samme sekund højtaleren spontant åbner op for ”Can’t help falling in love with you”. Smiler let for sig selv ved synet af den matchende grønne kop, sætter sig ned overfor hende og bum så er DSB vogn 22 omdannet til Amors hule, med bryllup i baghaven om 14 dage.
 Det da ik’ det.

Men det er bare lige lovligt meget at skulle tage stilling til, når man lettere kvæstet, er på vej til børnefødselsdag med hele ens venindes den pukkelrykket en lørdag morgen og mest er i humør til en neutral, ’fald ind i mængden’, grå kop på ens togtur. 

Og så er det hele to ting på en gang: jeg skal overskue om jeg magter at se på en kop i 30min, der skriger ”Du er single”. Men på den anden side også om jeg kan overskue at gå rundt med et stykket pap der byder op til småsnak og flirteri…. Og så er det ikke engang fordi jeg er ked af at være single. Jeg bliver bare sådan lidt generelt provokeret af at gå rundt med labels, og især når det er det der skal sætte dagsordenen for mængden af min kaffe.

Så jeg tog en kop. En rød kop. Det var dumt. Rigtig dumt.

For jeg gik ikke mange skridt med koppen, før jeg for alvor gik i gang med at kigge på den. Læse på den. Grimmes ved den. 

Det gik nemlig hurtigt op for mig, jeg gik rundt med verdens mest synlige OG selvfede kop kaffe nogensinde. Med tekst som ”Jeg er sukker i en andens kaffe”(oh snap) og ”Jeg har en fast kaffedate”(just walk away kiddo), var det pludselig som at gå med en fontæne af is imellem hænderne, jeg fuldkommen umotiveret og automatisk kylede væk fra kroppen i alle retninger.  Og selvom jeg troede det var løgn, så opdagede jeg hurtigt at alle fyrene jeg passerede, kun scannede mig i et split sekund: SÅ fik de øje på koppen, og kiggede væk i en fart jeg sjældent har kendt magen til.

OKAY. Det må simpelthen være noget jeg bilder mig ind. Men..

 Bedst som jeg havde fået styr på mine komplet overanalyserende og nok også en smule overdrevene tanker(…), gik jeg ind i den vogn jeg skulle sidde i. Og der sad en ung fyr. Flot fyr. Der lige nåede at trække lidt på smilebåndet af min entre, men så BUM fik han øje på koppen. Al smil forsvandt, og LYCH så var vinduet det mest spændende i hele verden.

Av. Av. Av….

Hurtigt fangede mit blik et sødt kærestepar lige overfor. Og hvor var de søde. Med deres nuttede matchende røde hjertekopper. Men hvad med mig.

 I forsøget på at få lidt sirlig lørdagsfred, havde jeg påmonteret mig en label af afvisning: Fordi jeg gik alene, skreg koppen arrogant isdronning…. I en kvalmende sukkersød indpakning med store, fede, fluffy hjerter. Og fred… det fik jeg…

Men det vil jeg jo ikke have. Ikke på den måde. Det var bare endnu mere trist, end at udstråle ensom single. Single. Hellere single. Ja man kan vel kalde det individuel….

Se DET burde 7-eleven brygge på til morgenkaffen: individuelle, farverige kopper, folk selv kan mikse og matche, der skriger godt humør og som man kan sidde og nyde i toget. Og komplimentere. Og måske blive starten på en lille, spontan kaffedate....

Så ligger vi her, nøgne...

”Jeg tror meningen med livet er at være nøgen. Den der har været nøgen i længst tid, har vundet…”

Sagde Mille Dinesen engang da hun spillede Nynne… Efterfulgt af en nøgenscene på et køkkenbord, med madsex og tapas. 

Og jeg tror hun havde ret. Men måske mere sådan i overført betydning. Eller næsten da. For så kom ham Anden og sagde noget klogt. En lille historie. En af mine yndlingshistorier. 

Den handler om at være på date. Når vi sidder, på en dejlig date, med en dejlig fyr og det eneste vi tænker på, er om vores mascara er løbet, vores røv ser godt ud og om de der dejlige læber, nu også er noget vi får lov til at smage på senere. 

Senere, når vi så står under den glasklare stjernehimmel og får øjeblikkets smækreste, varmeste og mest fabelagtige måneskins-kys, er vi allerede godt i gang med at spekulere over, om vi mon også får lov til at komme med op og se sengen og…

Når vi endelig ligger der under dynerne, har vi igen travlt med at tænke over om det nu var de rigtige trusser vi fik taget på, om vores røv ser godt ud i belysningen og om vi nu har fået købt broccoli til når pigerne kommer på middag i morgen aften.

....osv. osv. osv. 

Ja OK. Det var nok ikke Anders’ præcise ord. Men pointen er den samme. Vi har hele tiden travlt med at tænke på hvad der er sket, hvad der kunne være sket og hvad der kommer til at ske. I stedet for bare at lade det ske. I stedet for bare at sige ”Okaaaay, prøv at se, vi ligger her, helt nøgne og holder om hinanden. Hvor fucked-up mærkeligt er det?!”.

Ja altså; i stedet for at være i nuet.

For det er det det hele handler om. At være i nuet. Mærke det vi står i lige nu og her, og nyde det. Ellers er vi slet ikke.

”Jeg tror meningen med livet er at være i nuet. Den der har været i nuet i længst tid, har vundet…”

Ja og så ligger vi her, nøgne….

Drukner i globalisering...

....og jeg opdager det sikkert ikke. Ikke engang når jeg løber tør for luft.

OK måske er det ikke så slemt endnu. Men det føles sådan. Semesterets store buzz-word og darling er nemlig Miss. Globalization, og hun er en fyldig madame... Hun har sat sig godt og grundigt på moderjord, og har plantet sine rødder så dybt i muldet, at vi knap ænser hendes altoverskyggende krone længere. Men hun er over det hele. Og tænker man lidt over det (Eller tager et semester på ÆK med Undersøgelsesprojekt og Formidling), vil man blive slået over hvor dybt begravet i det man er. 

[Profil "Min globaliserede verden" Formidling

+ Undersøgelsesprojekt F12]

”Hej. Jeg hedder Sabine, er 21 år gammel og kommer fra Danmark….

Jeg kommer fra Danmark, men er et etnisk blandingsprodukt af dansk(25%), italiensk(25%) og kurdisk(50% – ingen sukker tilsat). Men det har jeg aldrig tænkt videre over. Jeg opvokset i en lille landsbyflække syd fra Randers[ra’is], hvor jeg ikke var andet end ”dansk” og levede her i et jysk vakum, hvor det mest eksotiske menuen kunne byde på, var en Pizza Pinoccio’s Speciale med skinke og ananas. 

Eller det er i hvert fald sådan det føles, når jeg ser tilbage i dag. For da jeg ramte Brabrand, blev der ikke kastet mange blikke på mig, før der blev spurgt ”hvor er du fra?”… ”Øh fra Danmark” svarede jeg sandfærdigt, og, som om jeg aldrig havde svaret på det første spørgsmål, blev der spurgt igen, ”Jaja, men hvor er du fra?”, og bum, så var jeg ikke længere kun en lille jysk bondetøs.

Nu bor jeg så på Skjoldhøjkollegiet. Lige der mellem Bazar Vest, Bilka og Gellerup, sammen med et væld af nationaliteter. Når jeg får nok af min nabos rungende bas kl 03.22, må jeg grave mit HF engelsk frem,F for han kan forstå mit sene nattebrok. Alle skilte er på mindst to sprog og det samme gælder mit lille studiejob, som Beboerrådgivers studiemedhjælper, hvor hvert eneste opslag og arrangement jeg udarbejder, skal laves både på dansk og engelsk, hvis alle beboerne skal kunne følge med.

Min lokale Brugs arbejder på ikke at blive udkonkurreret af Kiosk Lobia, den søde lokale araber, der i kraft af min etniske oprindelse, behandler mig, som var jeg en længe forsvundet men nu genfundet datter og dermed en del af et fællesskab. Et fællesskab jeg indtil for 13 måneder siden, ikke anede eksisterede. 

Når jeg siger fællesskab, mener jeg selvfølgelig forestillet fællesskab. For vi hverken samles til onsdagsmøder, holder madklub eller kender hinanden på noget dybere plan, men fordi den geografiske ramme er brudt, er det i stedet for et forestillet skel mellem ”dansk” og ”ikke dansk”, der danner baggrund for vores tilhørsforhold…. Så nu er jeg en del af klubben.

Men Skjoldhøj kan man vel kalde et internationalt kollegium… og det er sådan set meget nærliggende. For de fleste af mine medkollegianer er studerende, som jeg selv, og så er det jo mere norm end undtagelse, at kunne befærde sig på flere sprog og desuden vide noget om både engelsk og amerikansk kulturarv, samt islam og hinduisme: En uddannelse i dag, skal jo ikke bare ruste en til at kunne begå sig i lille Danmark, men også i resten af den store verden. Den føles nu ikke så stor længere. For med mobiltelefon, e-mail, Skype, Facebook, Twitter, Goole+ osv. osv. har jeg verden ”lige ved hånden” allerede.

Jeg ser egentlig ikke mig selv som særlig teknisk. Jeg kan teknik sådan ”til husbehov”. Ja, så jeg bor selvfølgelig mere eller mindre i min computer, ligesom alle mine venner. Det er her det meste sker. Det hele på visse dage. Derfor forsøger jeg indimellem at få luft fra mit digitale fængsel, ved at trække i grøn uniform og gøre en sideløbende karriere i Hjemmeværnet: en god gammel dansk installation, der handler om at navigerer noget trafik, have sneberedskabet klar når vinteren kommer og bistå hæren i at forsvare fædrelandet når fjenden krydser landegrænserne.

 Det er da til at tage af føle på! 

Men det er ikke helt som i midten af 1900’tallet hvor værnet blev dannet. Dengang hvor krigen blev udkæmpet landene imellem og det at arbejde i national tjeneste, var hovedårsagen til at melde sig ind i værnet. For fjenden er ikke længere bestemt af land og etnicitet. Vi skal ikke kun kunne løseopgaver for Danmark. Vi skal uddannes til internationale missioner, hvor nationalitet ikke længere er et vigtigt begreb: her er det ideologi og religion der er nøgleord for slagets gang og som sætter ’fællessklabets’ rammer. Det betyder også at jeg er nød til at orientere mig om hvad der sker i udlandet, for at forstå hvad der sker i mit eget land. For nu er vi ikke længere en uafhængig nation, men en del af et større globalt fællesskab. Et fællesskab som i sidste ende er med til at sætte dagsordenen for min arbejdsdag når jeg melder mig under flaget.

Eller på scenen. For når jeg spiller teater, har stykket sjældent dansk oprindelse, sangene kun oversat til mit modersmål hver anden gang og teknikkerne adopteret fra en by i Rusland... bogstaveligt talt. 

  Og det er jo bare en brøkdel. Toppen af isbjerget og et lag i lagkagen. For globaliseringen er ikke noget jeg tænker over. Jeg er født ind i den, og dermed en generation, hvor de globale forhold, er så integreret en del af vores liv, at vi ikke er opmærksomme på det. Vi er ofte slet ikke er bevidst om de konsekvenser det giver. For selvom jeg har kontakt med mennesker hele tiden, ser jeg dem sjældent i øjnene. Jeg er heller ikke altid kritiske overfor de forhold mit tøj muligvis er lavet under eller bevidst om hvor min mad kommer fra. Min bevidsthed er udviklet med globaliseringen og selvom jeg ved den er der, så har jeg sjældent et begreb om hvor dybt begravet i den jeg er. Jeg står bare, på mit lille globaliserede arkimediske punkt.

… og kigger ud.”

Prøv du at tag' et kig.