Breve til morfar

Dag 1*

Kære morfar,

Mor har lige ringet og sagt at du er død. 
Hvordan kan det lade sig gøre?
Du var da levende i går.
Det er da noget fjollet noget at ringe og sige. 
Ik' morfar? Ik'? 

Du er så stille?

Kærlig Hilsen 
Sabine

Dag 2*

Kære morfar,

Du døde i går. 

Det forstår jeg ikke. Det troede jeg ikke du kunne. Jeg har grædt. Rigtig meget.
Somme tider stopper det, når jeg et kort øjeblik glemmer at du er død. Men så husker jeg det. Og så græder jeg igen. Jeg troede slet ikke, der kunne være så mange tårer i ét lille menneske. 
Jeg føler mig så alene. Og helt tomt indeni. Det er som om, der er noget, som mangler og der er kommet noget nyt. Noget der hele tiden gør ondt. Noget der gør ondt, hver gang jeg trækker vejret.

Kan man få hul i hjertet? Hjertehalt? Hjertepine?

Det tror jeg, at jeg har fået. 

Hvor er du morfar? Du mangler.

Kærlig Hilsen
Sabine

Dag 3*

Kære morfar,

Du er død. Du er dum. Ja, hold kæft hvor er du Dum!

Hilsen Sabine

Dag 4*

Kære morfar,

Du er ikke dum. Det er jeg heller ikke. Jeg savner dig bare. 
Hold kæft hvor jeg savner dig!
Sorg og død er en spøjs størrelse. Det føles som om, det var i går, du var her. Men det er du ikke. Ikke længere. Og det er næste ikke til at bære. 
Jeg er ked af det. Meget ked af det. Men det er okay: Det er jo bare fordi jeg elsker dig. 
Jeg troede bare ikke du kunne dø. Man tror jo altid at dem man elsker er udødelig. 
Og det er de også - man skal bare lede de rigtige steder. 

For når hjertepinen går over, så kan man se at de stadig er der: lige der, hvor de altid har været - og altid vil være - i ens hjerte. 

Men derfor savner jeg dig stadig. 

Kan man sende breve til himlen? Bare et lille et?

Hvis man kunne, ved jeg godt, hvad jeg ville skrive: Kære Morfæ - Tak for dig!

Kærlig Hilsen
Sabine

ps. Og så er jeg slet ikke alene. 



* Chok 
* Sorg
* Vrede
* En helt ny verden - næste uden morfar

”Vi er ikke rigtig voksne….”

"Vi er ikke rigtig børn. Vi er både og, og hverken enten eller…”

Vi var der alle sammen. Sammen med Bølle Bob og hans slæng.

Skoleeksemplet på teenagerens største kompleks, som det misforståede barn[unge menneske], der står i gråzonen mellem barn og voksen; som ”både og, og hverken enten eller”… Og vi fandt aldrig rigtig ud af det. Hvad vi var. Det eneste vi fandt ud af var at det suttede røv at være ”ikke rigtig voksen, ikke rigtig barn”. For så blev man det misforståede problem barn, der hverken vidste, hvem eller hvad det selv var, samtidig med de voksne [der plejede at vide alt] heller ikke kunne beslutte sig. De stillede pludselig både krav til vores modenhed og behandlede os komplet modsat; ”for unge til at elske og for gamle til at slås”…. Som om hormoner og kønsbehåring ikke var nok.

Vi ved stadig ikke helt, hvor grænsen går. Eller hvilken dag det var vi vågnede op og
tænkte;

”SÅ, i dag er jeg modnet længe nok. Nu kan jeg endelig elske forsvarligt uden at slå de andre… voksne. Nu jeg sgu voksen”.
 

Gør vi? Hvornår er man egentlig voksen?

Er man voksen når man er holdt op med at lege? Når man kan tage noget så grav seriøst, at man hverken griner eller fjanter, men derimod skælder og smælder af alle der gør det – for det er overhovedet ikke sjovt. Nej og det ville være barnligt at synes det! Bum.

Og er man stadig et barn, når man endnu ikke er fyldt 18 år og dermed ikke berettiget til at få overdraget sin egen TDC-mobilregning[og må ringe til sin mor for et gyldigt id] men samtidig dagligt påtager sig et ansvar for et andet menneske – sit eget barn måske. Hver dag. Og nat. Med alt hvad det indebærer?

Eller er man [ikke]et [misforstået]voksent menneske, når man er 30 år gammel, har fagligt ansvar, er forældre til flere - men hverken kan holde en aftale eller dukke op til børnenes fødselsdag?

Er det det misforståede barn eller den misforståede voksen, der er den mest misforståede gråzone?

Eller rammer voksenlivet i virkeligheden den dag, man selv mærker dets konsekvenser? Den dag nissen i julekalenderen bliver til en skuespiller, der bliver til en kollega, der viser sig i virkeligheden at være en idiot, der med et får al barndommens magiske illusion og lykkelige uvidenhed til at fordufte som varme i oktober måned [- og den syngende lussing fra ordene ”Don’t grow up. It’s a trap”* kvitterer med begyndende tinnitus.]...

Måske. Vi ved det nok ikke. For bedst som vi tror vi har fundet ud af det, støder vi igen på at der indimellem blive forventet et af os mens vi skal finde os i at blive behandlet som noget andet. Mon vi nogensinde vågner op? Og gider vi egentlig...

*NB: Don’t grow up. It’s a trap.

At skifte ham

….ikke som i en guide til kinky erotisk ble-babyleg.

Men de der dage, hvor man ikke kan finde ud af, om man skal gå, står, sidde, ligge, grine, græde eller overhovedet give sig til noget. De der dage, hvor man ikke kan være i sit eget skind. 

Altså, når følelserne vælter rundt i en, man laver intet og burde lave en helt masse. Samtidig med der sker zero’nada, når der så skal tages en beslutning om; ”Hvad fanden har jeg egentlig lyst til?”. I have no f* idea. Men det klør - mest fordi man desperat forsøger at gå i gang, med det man burde, men absolut ikke kommer nogle vejne med.

Så når man kommer til det der punkt, hvor man er helt bristeklar og hvileløs, så tror jeg kun der er en ting at gøre. Lade helt være og skifte ham. 

For det trænger man bare til engang imellem: man skal jo af med det gamle, for der er plads til det nye.. Og når huden så har fået noget luft, er der igen ro til at koncentrere sig om det man skal… og så er det pludselig slet ikke så overskueligt.

Ps.frisk luft & kage = tommel op

Lev hver dag - og glem det sidste

Du skal leve hver dag, som var det den sidste

”… Havde jeg da bare vidst, det var sidste gang jeg skulle kigge ud af vinduet og se den udsigt - så havde jeg beskuet hver eneste millimeter og memoreret hvert et blad... ”

”Åh ja, havde jeg dog bare vidst, det var sidste gang jeg skulle høre den melodi - så havde jeg lyttet intenst til hver eneste tone...”  

”OG havde jeg bare vidst, det var sidste gang, jeg skulle kysse ham - så havde jeg kysset ham så dybt, intenst og begærligt, at han ikke var i tvivl om, at jeg mente det..."

"Så havde jeg nydt det som aldrig før!”

…..med løg på, havde du!

Havde du vidste, det var aller sidste gang du skulle se den udsigt, aller sidste gang du skulle høre den sang eller du stod, lige nu og her, og skulle give ham det aller sidste kys nogensinde, ville du slet ikke havde oplevet nogle af delene som de er....

For du ville ikke kunne nyde det, uden dit hjerte blev smerteligt klemt, din mave trak sig sammen og hver eneste sekund blev forpurret af tanken;
”Det er sidste gang, jeg nogensinde ser det træ. Jeg kommer aldrig nogensinde til at hører den musik mere og jeg kommer aldrig, aldrig til at kysse de læber igen!”…efterfulgt af hævede øjne, rød næse og ellevetaller ned ad overlæben....

For sådan er det: Ved du det, kan du ikke lade være med at tænke på det. Lykkelig uvidenhed er en dyd og somme tider skal man sætte pris på den. Men det betyder ikke, at man skal lade som ingenting. 

Man skal nyde hver eneste udsigt, man skal lytte til hver eneste sang og man skal mene hvert eneste kys man giver.

Man skal mærke og man skal leve. Ikke kun på den sidste dag. For ved du, at du står på din sidste dag, er det eneste, du kan tænke på, at det er slut lige om lidt. Ja, og så mærker du ikke ”dagen” men kun ”den sidste”.

 Så man skal nok ikke leve hver dag, som var det den sidste.[Opskriften på depression, lige der...] Bare leve hver dag – hver eneste dag –  og nyd den lykkelige uvidenhed. Så er der jo heller ikke noget, man ikke har nået, når det bliver den sidste….  Vel?

Den hvide elefant

Ja, den der som står lige midt i rummet, men ingen tør pege på og sige det mest åbenlyse; ”Hov, der står da en stor hvid elefant lige her midt i stuen!”.

Selvom den glor bebrejdende på alle og en hver omkring den og alle godt ved det, er der ikke en eneste der tør nævne den. Ingen tør sige højt, at kejseren er nøgen og den lille dreng er der ikke til at gøre det.

Det i sig selv er fjollet. Helt og aldeles fjollet. Men indimellem rart. For når der er nogen, der peger, er man nød til at tage stilling til den; ”Nøj det gør der da også… Der kan man bare se. Måske vi skulle flytte den? Den står jo sådan i vejen, at vi slet ikke kan se hinanden. Nå hvem gør det?”…

Og det er da heller ikke nemt at flytte på hvide elefanter. De er jo store og tunge. Ja og så spærre de ganske rigtigt udsigten, så vi ikke kan se hinanden. Blænder måske ligefrem sine tilskuere.  Og med tiden, så begynder den at trampe rundt i stuen. Og så begynder den at vælte ting. Og de kan måske ikke holde til at falde på gulvet og blive trådt på af en tonstung elefant. 

 Så er det ofte sundest, at få fingeren ud, pege på den, og få den flyttet i fællesskab. Både for øjnene og for omgivelserne.

Men indimellem er det bare rarest at lade den stå. Det tager færre kræfter, end hvis man skal til at flytte det store dyr. Og selvom den godt nok spærre lidt for udsigten, så er der jo visse ting, der ikke er rare at se på.  Altså… Som gør mere ondt i øjnene.

Det lyder måske ikke som en ideel løsning. Måske ligefrem dumt. Men der findes imidlertid en endnu dummere løsning (oh jo…).

For man kan jo også vælge at pege på det store, altoverskyggende snabeldyr og i stedet for at vise den pænt ud af hoveddøren, så kan man byde den velkommen. Ja og så lige sætte en kop te mere over, invitere den op i sofaen og så bare lad den sætte sig rigtig godt til rette. Imens den langsomt breder sig. Og brede sig. Og brede sig. Til den har mast alle helt op i krogene og ud over kanten. 

Og så sidder den der og fylder hele sofaen. Som begynder at knirke. Og knage.  Og jamre. Og CRASH! Sofaen giver efter og du står tilbage med en ødelagt sofa i tusind dele og en hvid elefant, der helt sikkert ikke vil betale for en ny….

Nu tænker du sikkert, at det da var en værre, fjollet røverhistorie og  at du aldrig i livet kunne finde på at invitere en hvid elefant op i sofaen - for du ved da godt at den er alt alt for tung til din lille INGA fra IKEA. Men historien har faktisk en morale. 

Og moralen er: Lad være med at ignorer dine problemer. Indse dem i en fart og når du har gjort det, så få dem ud af verden, i stedet for at lade dem brede sig. Alt andet er dummere end dumt.

Overspringshandlinger – En lille koreografi

1 OG 2 OG 3 OG 4 OG 5 OG 6 OG 7 OG 8 OG.....

1 Sofa sid ”OG” -  2 sofa højre ”OG” -  3 sofa venstre”OG”  - 4 sofa midt ”OG” – 5 pude højre  ”OG”  -

6 pude venstre ”OG” -  Kaffen glemt ”OG” op igen OG”….

 Filter frem  ”OG”  - Kaffe ud ”OG”  - Vandet i  ”OG” -  Kaffe start  OG

Vente vente- vente vente- vente vente - ”hov” ”facebook”!

[ENTER FACEBOOK]

”1”  KLIK -  ”2”   SCROLL - ”3”  LIKE - ”4”  KLIK -  ”5” SCROLL - ”6” LIKE - ”7”  SCROLL - ”8”  LIKE

[BIP ”OG” -  BIP ”OG” - BIP ”OG”– vent  ”OG”- BIP ”OG” - BIP ”OG”- BIP ”OG” - Kaffe klar]

Kop frem ”OG”-  Kaffe i ”OG” - Mælk i  ”OG”-  sukker i  ”OG”  - sukker i  ”OG”….

-          sukker i ”OG” - smage  ”AV”  - ”MIHN DUNGE!!”

puste  puste -  puste  puste - av  av - av  av - puste puste -  av  av – hoppe hoppe – av av

[ENTER FACEBOOK]

”1”  SCROLL - ”2”  KLIK  - ”3” TAP  -TAP TAP -TAP TAP - AV AV - AV AV
(status opdateret)

[ENTER IS]

Papir af  ”OG” – tungen ud  ”OG” – is på  ”OG” – BRAIN FREEZ!!

Freez Av - Freez  Av - FREEZ  AV - FREEZ FREEZ- AV AV-AV AV- ”Hov” ”sol”

PuljePjat – smid en ex….

Ja ok. Det der puljepjat er da lidt noget hippiehyggehækle[Indsæt H-hippieord]halløjsa.  Jojo.

Men det egentlig meget smart. Og sjovt; Hvordan mange mennesker kan have en indforstået aftale, uden nogen sætter spørgsmålstegn eller knyr.

”Ja der, hvor jeg kommer fra, ejer man ikke rigtigt en cykel. Man smider bare sådan en 3-4 stk. i puljen når man flytter til byen, og så tager man bare den cykel, der står nærmest, lige der, hvor man er og skal bruge den. Det er skide praktisk – man har altid en cykel og ingen klager nogensinde over stjålne cykler, for de mangler aldrig!”

En anekdote min kammerat smed lige inden han satte sig op på sin(…) cykel kl. 03.00 på vej hjem fra vores spontane bytur.

Og jeg svarede prompte:

 ”Jamen det er jo ligesom med rygere og lighterer. De smider bare en 3-400 stk. i puljen, også tager de bare den lighter, der ligger nærmest, lige der, hvor de står og skal bruge den.  Godt nok er der altid en, der kommer hjem med de 350 og en der kommer hjem uden en eneste. Men sjældent når de at brokke sig mærkbart, for der er altid en ny indenfor rækkevidde de kan… låne…!”

[Og tænkte ved mig selv: ”Jamen det jo ligesom med ekskærester i Langå…”:

  

 Man smider en 4-5 stk. i puljen og så tager man bare ham, der er nærmest, lige der, hvor man står og skal bruge ham. Og stiller ham tilbage i puljen igen, når han har fået et ”X” mere på cv’et.

Godt nok er der altid en, der får ondt i r...umpen første gang ex’en bliver taget, men hun når sjældent at brokke sig mærkbart, for der er altid en ny indenfor rækkevidde….]

Men det da meget smart. Og praktisk. Hvordan folk kan indrette sig efter en komplet usagt fælles regel, blive enige om alle smider lidt i puljen - og så' der tag selv bord! Så kan man jo smage lidt af det hele og ingen mangler nogensinde noget... 

Det da lidt sjovt. 

Ikke så forfærdeligt selvstændigt -  men jeg tænker bare; 

Hvorfor eje når man kan… låne?