Ja, den der som står lige midt i rummet, men ingen tør pege
på og sige det mest åbenlyse; ”Hov, der står da en stor hvid elefant lige her midt
i stuen!”.
Selvom den glor bebrejdende på alle og en hver omkring den og alle godt ved det, er der ikke en eneste der tør nævne den. Ingen tør sige
højt, at kejseren er nøgen og den lille dreng er der ikke til at gøre det.
Det i sig selv er fjollet. Helt og aldeles fjollet. Men
indimellem rart. For når der er nogen, der peger, er man nød til at tage
stilling til den; ”Nøj det gør der da også… Der kan man bare se. Måske vi
skulle flytte den? Den står jo sådan i vejen, at vi slet ikke kan se hinanden.
Nå hvem gør det?”…
Og det er da heller ikke nemt at flytte på hvide elefanter.
De er jo store og tunge. Ja og så spærre de ganske rigtigt udsigten, så vi ikke
kan se hinanden. Blænder måske ligefrem sine tilskuere. Og med tiden, så begynder den at trampe rundt
i stuen. Og så begynder den at vælte ting. Og de kan måske ikke holde til at
falde på gulvet og blive trådt på af en tonstung elefant.
Så er det ofte
sundest, at få fingeren ud, pege på den, og få den flyttet i fællesskab. Både
for øjnene og for omgivelserne.
Men indimellem er det bare rarest at lade den stå. Det tager
færre kræfter, end hvis man skal til at flytte det store dyr. Og selvom den
godt nok spærre lidt for udsigten, så er der jo visse ting, der ikke er rare at
se på. Altså… Som gør mere ondt i øjnene.
Det lyder måske ikke som en ideel løsning. Måske ligefrem
dumt. Men der findes imidlertid en endnu dummere løsning (oh jo…).
For man kan jo også vælge at pege på det store,
altoverskyggende snabeldyr og i stedet for at vise den pænt ud af hoveddøren,
så kan man byde den velkommen. Ja og så lige sætte en kop te mere over,
invitere den op i sofaen og så bare lad den sætte sig rigtig godt til rette.
Imens den langsomt breder sig. Og brede sig. Og brede sig. Til den har mast
alle helt op i krogene og ud over kanten.
Og så sidder den der og fylder hele
sofaen. Som begynder at knirke. Og knage. Og jamre. Og CRASH! Sofaen giver efter
og du står tilbage med en ødelagt sofa i tusind dele og en hvid elefant, der
helt sikkert ikke vil betale for en ny….
Nu tænker du sikkert, at det da var en værre, fjollet
røverhistorie og at du aldrig i livet kunne
finde på at invitere en hvid elefant op i sofaen - for du ved da godt at den er
alt alt for tung til din lille INGA fra IKEA. Men historien har faktisk en
morale.
Og moralen er: Lad være med at ignorer dine problemer. Indse
dem i en fart og når du har gjort det, så få dem ud af verden, i stedet for at
lade dem brede sig. Alt andet er dummere end dumt.
