Breve til morfar

Dag 1*

Kære morfar,

Mor har lige ringet og sagt at du er død. 
Hvordan kan det lade sig gøre?
Du var da levende i går.
Det er da noget fjollet noget at ringe og sige. 
Ik' morfar? Ik'? 

Du er så stille?

Kærlig Hilsen 
Sabine

Dag 2*

Kære morfar,

Du døde i går. 

Det forstår jeg ikke. Det troede jeg ikke du kunne. Jeg har grædt. Rigtig meget.
Somme tider stopper det, når jeg et kort øjeblik glemmer at du er død. Men så husker jeg det. Og så græder jeg igen. Jeg troede slet ikke, der kunne være så mange tårer i ét lille menneske. 
Jeg føler mig så alene. Og helt tomt indeni. Det er som om, der er noget, som mangler og der er kommet noget nyt. Noget der hele tiden gør ondt. Noget der gør ondt, hver gang jeg trækker vejret.

Kan man få hul i hjertet? Hjertehalt? Hjertepine?

Det tror jeg, at jeg har fået. 

Hvor er du morfar? Du mangler.

Kærlig Hilsen
Sabine

Dag 3*

Kære morfar,

Du er død. Du er dum. Ja, hold kæft hvor er du Dum!

Hilsen Sabine

Dag 4*

Kære morfar,

Du er ikke dum. Det er jeg heller ikke. Jeg savner dig bare. 
Hold kæft hvor jeg savner dig!
Sorg og død er en spøjs størrelse. Det føles som om, det var i går, du var her. Men det er du ikke. Ikke længere. Og det er næste ikke til at bære. 
Jeg er ked af det. Meget ked af det. Men det er okay: Det er jo bare fordi jeg elsker dig. 
Jeg troede bare ikke du kunne dø. Man tror jo altid at dem man elsker er udødelig. 
Og det er de også - man skal bare lede de rigtige steder. 

For når hjertepinen går over, så kan man se at de stadig er der: lige der, hvor de altid har været - og altid vil være - i ens hjerte. 

Men derfor savner jeg dig stadig. 

Kan man sende breve til himlen? Bare et lille et?

Hvis man kunne, ved jeg godt, hvad jeg ville skrive: Kære Morfæ - Tak for dig!

Kærlig Hilsen
Sabine

ps. Og så er jeg slet ikke alene. 



* Chok 
* Sorg
* Vrede
* En helt ny verden - næste uden morfar