”Vi er ikke rigtig voksne….”

"Vi er ikke rigtig børn. Vi er både og, og hverken enten eller…”

Vi var der alle sammen. Sammen med Bølle Bob og hans slæng.

Skoleeksemplet på teenagerens største kompleks, som det misforståede barn[unge menneske], der står i gråzonen mellem barn og voksen; som ”både og, og hverken enten eller”… Og vi fandt aldrig rigtig ud af det. Hvad vi var. Det eneste vi fandt ud af var at det suttede røv at være ”ikke rigtig voksen, ikke rigtig barn”. For så blev man det misforståede problem barn, der hverken vidste, hvem eller hvad det selv var, samtidig med de voksne [der plejede at vide alt] heller ikke kunne beslutte sig. De stillede pludselig både krav til vores modenhed og behandlede os komplet modsat; ”for unge til at elske og for gamle til at slås”…. Som om hormoner og kønsbehåring ikke var nok.

Vi ved stadig ikke helt, hvor grænsen går. Eller hvilken dag det var vi vågnede op og
tænkte;

”SÅ, i dag er jeg modnet længe nok. Nu kan jeg endelig elske forsvarligt uden at slå de andre… voksne. Nu jeg sgu voksen”.
 

Gør vi? Hvornår er man egentlig voksen?

Er man voksen når man er holdt op med at lege? Når man kan tage noget så grav seriøst, at man hverken griner eller fjanter, men derimod skælder og smælder af alle der gør det – for det er overhovedet ikke sjovt. Nej og det ville være barnligt at synes det! Bum.

Og er man stadig et barn, når man endnu ikke er fyldt 18 år og dermed ikke berettiget til at få overdraget sin egen TDC-mobilregning[og må ringe til sin mor for et gyldigt id] men samtidig dagligt påtager sig et ansvar for et andet menneske – sit eget barn måske. Hver dag. Og nat. Med alt hvad det indebærer?

Eller er man [ikke]et [misforstået]voksent menneske, når man er 30 år gammel, har fagligt ansvar, er forældre til flere - men hverken kan holde en aftale eller dukke op til børnenes fødselsdag?

Er det det misforståede barn eller den misforståede voksen, der er den mest misforståede gråzone?

Eller rammer voksenlivet i virkeligheden den dag, man selv mærker dets konsekvenser? Den dag nissen i julekalenderen bliver til en skuespiller, der bliver til en kollega, der viser sig i virkeligheden at være en idiot, der med et får al barndommens magiske illusion og lykkelige uvidenhed til at fordufte som varme i oktober måned [- og den syngende lussing fra ordene ”Don’t grow up. It’s a trap”* kvitterer med begyndende tinnitus.]...

Måske. Vi ved det nok ikke. For bedst som vi tror vi har fundet ud af det, støder vi igen på at der indimellem blive forventet et af os mens vi skal finde os i at blive behandlet som noget andet. Mon vi nogensinde vågner op? Og gider vi egentlig...

*NB: Don’t grow up. It’s a trap.